fbpx
  • English
  • Det legendariske danske rockband Malurt blev opløst helt tilbage i 1984. Kun få af de teknikere, der her i vinteren 2020 arbejder med at forberede bandets reunion-turné hos Nordic Rentals i Albertslund, var født dengang. Men interessen blandt det modne rockelskende publikum for igen at kunne opleve dette band live har vist sig at være enorm. Udsolgte koncerter på stribe vidner om den nostalgi, der står om Micael Falch og hans fyrre år gamle, for længst opløste band.
    Værkstedet ligger i et hjørne af det 3.300 m2 kompleks på Herstedvang. Her bliver alle elementerne i den store sceneopbygning tilpasset og testet, inden de bliver læsset på lastbilerne og kørt ud til det første job. Materiellet er en blanding af standardløsninger og custombyggede installationer, udtænkt af den designer, der er tilknyttet opgaven.

    Men hvordan begynder hele processen? Salgs – og Projektleder Jes Hylby Christensen fortæller:

    ”Orkestret vælger en lysdesigner, som laver et udkast, der passer til musikken og stilen. Når designet er godkendt af bandet, sender lysdesigneren udbudsmaterialet til os leverandører; vi giver et tilbud på pakken, og så starter den egentlige praktiske proces: Hvordan skal det løses, og hvilke elementer skal der bruges? Og det munder så ud i, at vi står her og skærer, svejser og sætter sammen”.

    Er der noget specielt ved denne opgave?
    ”Det er jo sjovt, fordi det er en reunion-tour, og den pågældende designer, John Skæg Hedegaard, er en meget kreativ og lidt skæv designer, forstået på den måde, at han er god til at finde muligheder, som andre ikke ser, og kan skabe stor effekt med enkle midler. Hele foråret spiller vi indendørs, så kommer der en festivaltour, og så indendørs igen til efteråret. Vi kommer rundt i alle ender og kanter af landet i løbet af 9 måneder”.

    Uanset om koncerterne foregår i koncertsale eller på festivaler, vil det være det originale setup, der benyttes; kun i enkelte tilfælde bliver udstyret suppleret med grej, der findes på stedet, ligesom skærme til Visuals følger med hele vejen rundt på Malurt Super Live 2020.

    Men hvorfor blev det lige Nordic Rentals, der landede opgaven? Ifølge Jes Hylby Christensen handler det i høj grad om positive samarbejdsrelationer gennem mange år.

    ”Selvfølgelig er prisen også et vigtigt parameter, men det samarbejde som jeg har med Skæg betyder rigtig meget i processen; jeg tror man føler sig tryg som kunde ved at vælge de samme. Man lærer at arbejde sammen på nogle måder, som er svære at flytte over til andre leverandører. Lige i dette tilfælde tror jeg vi er valgt, fordi det er én af de her lidt småskæve produktioner, som ikke bare er hyldevarer rundt omkring. Og vi har bare nogle stumper på hylderne, som andre ikke har. Det tror jeg har spillet ind.”


    Det er projektlederens opgave at oversætte designerens tegninger til virkelighed.

    ”Lige her er jeg den kreative hjerne, der sammen med drengene på værkstedet skal få Skægs idé til at fungere, siger Jes, inden han igen vender sig mod søjleboremaskinen. Om kun en uge skal det hele være klar til den første koncert. Og én ting er sikkert: når gamle hits som ”Mød mig i mørket”, ”Superlove” og ”Kold Krig”  lyder fra scenen, bliver det i kraftigt opdaterede rammer i form af moderne audiovisuel teknik.


    Malurts musik har fire årtier på bagen, men vil i de kommende måneder få nyt liv i en kombination af kreativt design og tekniske muskler fra Nordic Rentals A/S på den store Super Live 2020 -tour.

    Tilbage til oversigten

    The Show – A Tribute to ABBA har med næsten 800 koncerter i foreløbig 47 lande langt overgået forbillederne mht. koncertaktivitet, og har for længst fået det ultimative kvalitetsstempel: ”Absolutely the best ABBA since ABBA” af den internationale ABBA-fanklub. Dette ultimative show har nu turneret i 18 år, og Nordic Rentals A/S har været med hele vejen.

    De svenske sangerinder Camilla Dahlin og Katja Nord (som hhv. Agneta Fältskog og Anni-Frid Lyngstad) og deres 11-mands band Waterloo er forstærket med strygere og blæsere fra The London Symphonic Rock Orchestra under ledelse af Matthew Freeman. Som et særligt krydderi medvirker saxofonisten og fløjtespilleren Ulf Andersson, én af de originale ABBA-backingmusikere.

    Og ja, naturligvis er Björn og Benny også med som vellignende og velspillende kloner.

    Showet produceres af danske CSB Island Entertainment, og Nordic Rentals leverer lyd, lys og skærme, og ikke mindst – en række rutinerede teknikere, der sørger for en perfekt afvikling. Og det har de gjort over det meste af kloden – alene i 2019 har turneen rundet Sydamerika hele to gange.

    I efteråret 2019 turnerer The Show i Danmark og Sverige, og en søndag aften i november er turen kommet til MCH Herning Kongrescenter, hvor 900 midtjyder har købt billet til det to timer lange show.

    En af de rutinerede folk er Chief of Crew og front of house tekniker Andy Holmes. Han har indtil i dag styret omkring 500 koncerter med dette ensemble, og han skal sørge for, at alle 24 musikere på scenen lyder optimalt:

    ”Hvis du bare skal lave lyd på et rockband, kan du koncentrere dig om det, men har du klassiske instrumenter som violiner, obo og fløjte, skal du give plads til dem, for de er ikke kun til pynt. Vi har arbejdet med det her show i mange år, så vi er trygge ved hinanden.”

    På denne tur rundt i koncerthusene medbringer crewet alt udstyr selv; arbejdsdagen begynder kl 10.00 med opsætning, frem til lydprøven kl 17.00. Men der er helt andre vilkår, når udlandet kalder i form af fly outs, hvor den lokale arrangør skal levere udstyret. Her bliver teknikernes faglighed for alvor testet, for alt lever ikke op til kravene.

    Ved siden af Andy sidder lysmanden Peter Fisker, som i modsætning til de store arena-turnéer kun råder over en enkelt skærm til de visuals, som er resultatet af en dynamisk proces: ”Der skal være plads til, at vi bygger hele tiden. Det er absolut én af de interessante ting; man kan hele tiden bygge på. Det er en fed proces, at tingene kan være levende på den måde!”

    Alle musikere spiller med in-ear monitors, og der er ikke skyggen af en højttaler eller forstærker på scenen. Det kræver dygtige monitorfolk i form af Martin Koldbro, og yngstemanden ”Vuffi” der styrer alt det trådløse gear.

    Med lys og lyd i gode hænder er der stadig opgaver, der skal løses. Tour Manager Tarek Nielsen er CSB´s repræsentant på turen, og det er ham, der sidder med den detaljerede turplan, der tager højde for alle tænkelige forhold – plus alt det uforudsete, som da én af aftenens korsangere pludselig må en tur forbi den lokale lægevagt, eller dengang én var løbet tør for kontaktlinser en time før lukketid.
    Tarek har været tour- manager de sidste ni år, både med A Tribute to ABBA og tilsvarende hyldest-projekter. ”Jeg plejer at sige, at jeg er kongen af tribute til døde artister,” siger han med et grin.

    Han har en klar holdning til, hvorfor der er så stor efterspørgsel på denne type shows: ”Det handler om minder. Om musikken, om den første kæreste, det første brud; det er de ting musikken kan, og hvis det er godt, så er det Agneta og Anni-Frid, folk ser for sig.”

    Kl. 20.00 præcis buldrer lyden af helikopteren fra coveret på ”Arrival” ud i den fyldte sal, og de kappeklædte stjerner hvirvler ind til tonerne af ”Waterloo”. Ikke alene ligner de alle fire deres forbilleder, stemmerne, instrumenteringen, den analoge lyd – alt er perfekt. Kun afbrudt af 25 minutters pause bliver vi ført gennem ABBA´s 30 største hits. Et flot og varieret show, hvor musikken bliver understøttet af Fiskers grafik.

    Og ekstranummeret? Naturligvis  ”Thank You for the Music”.

    Tilbage til oversigten

    Den 1. oktober 2019 opruster Nordic Rentals A/S, når AV- og lysvirksomheden Comtech A/S bliver en del af Nordic Rentals A/S. Overtagelsen betyder, at Comtech A/S sikrer Nordic Rentals A/S en stærkere position på det danske marked.

    En del af strategien for os har længe været at øge vores tilstedeværelse i København. Med Comtech A/S som en del af Nordic Rentals A/S, sikrer vi en oprustning af vores base i København samt en udvidelse af medarbejderstaben, der kan bidrage til, at vores kunder får den bedste service.

    En del af noget større

    Rejsen for Comtech A/S har de seneste år ført dem mod en stærkere position i København. For at fortsætte den rejse, er overtagelsen derfor en naturlig del af fortsat at kunne tilbyde de bedste løsninger til kunderne.

    Jesper Sander, direktør i Comtech A/S fortæller:

    ”Nordic Rentals A/S er en god virksomhed og et godt sted at være. Det giver derfor rigtig god mening for Comtech A/S at blive en del af Nordic Rentals A/S. Det er både en fordel for branchen, Nordic Rentals A/S og os. For det gavner alle parter at blive en del af noget større.”

    Stærk repræsentation i Skandinavien

    ”Vi er nu repræsenteret i både Ålesund, Bergen, Oslo, København og Hedensted efter opkøbet og fusionen med Konsertsystemer LLB A/S i 2018 samt overtagelsen af Comtech A/S den 1. oktober. Vi fortsætter dermed den konsolidering, som er nødvendig for vores branche, og som betyder, at vi er ét skridt nærmere at være repræsenteret i hele Skandinavien,” udtaler Torben Sjøberg Pedersen.

    Medarbejdere er vigtigere end teknik

    Hos Nordic Rentals A/S er medarbejderne afgørende for vores eksistens. Vi kan have meget udstyr, men uden vores medarbejdere kan vi ikke levere et godt resultat til vores kunder. Den tankegang skal findes i begrebet ’humanology’, hvilket er en sammensmeltning af mennesker og teknologi. ’Humanology’ er også et af omdrejningspunkterne i overtagelsen af Comtech A/S. Vi opruster på teknik, men vi opruster i lige så høj grad på dygtige og professionelle medarbejdere.

    Overtagelsen betyder, at Nordic Rentals A/S bliver den videregående virksomhed. Det betyder ligeledes at Comtech A/S’ 17 medarbejdere samt de 3.300 kvadratmeter lagerfaciliteter inklusiv udstyr overtages af Nordic Rentals A/S. Medarbejderne hos Comtech A/S fortsætter i de samme stillinger og på den samme lokation, som de har haft ind til nu.

    Vi glæder os til at tage Comtech A/S med på den rejse, som Nordic Rentals A/S er på. Og vi glæder os særligt til at byde de dygtige medarbejdere velkomne i vores professionelle familie.

    Hvis du har yderligere spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte administrerende direktør hos Nordic Rentals A/S Torben Sjøberg Pedersen på tp@nordic.dk.

    Tilbage til oversigten

    Nordic Rentals A/S går sommeren 2019 i møde med et stort løft i beholdningen af digitale mixerpulte. Valget er faldet på den markedsledende high-end producent DiGiCo.
    Indkøbet er en del af en udvikling, vi har været igennem, hvor vi har sagt, at alt, hvad vores kunder rører ved skal være i orden. Som udlejningsvirksomhed skal vi have det på hylderne, som kunderne efterspørger,” siger administrerende direktør Torben Sjøberg Pedersen, Nordic Rentals A/S i forbindelse med præsentationen af de seks nye digitale mixerpulte med tilhørende racks fra engelske DiGiCo. Indkøbet er den hidtil største enkelte DiGiCo-ordre i Danmark, og er en del af en langsigtet strategi hos Nordic Rentals A/S.

    ”Valget faldt på DiGiCo, fordi vi ser at markedet bærer den vej; live-markedet er en stor del af vores forretning, og her er det tydeligt, at det er den specifikation, der er gældende. Både for nationale og internationale artister, så derfor er det logisk for os at kigge denne vej. Handlen blev så stor, fordi vi havde en række pulte, som var outdatede, og så fik vi en rigtig god aftale med Kim Johansen fra KDMC og DiGiCo, som vi alle kunne se os selv i. Set fra mit synspunkt har vi fremtidssikret vores lydafdeling; i år har vi lavet en opdatering på vores højttalere og forstærkere, og nu denne her på mixerpultene.”

    Det har været en strategisk beslutning hos Nordic Rentals A/S at systematisere deres produktportefølje med udelukkende High-End produkter. Det betyder at udstyret altid vil kunne leve op til de krav, som opgaven indebærer. En forenkling af lagerbeholdningen, med større volumen af den enkelte type enheder betyder også, at det er muligt at opnå større kompetence i virksomheden på de enkelte produkter.

    ”Kompleksiteten i at bruge digitale pulte er så stor, at du specialiserer dig i én type, og med DiGiCo har vi en produktfamilie, hvor man har været rigtig dygtig til at lave den samme brugerflade, uanset modeltype. Det er en kæmpe fordel for dem, der skal betjene dem, og det betyder, at der er flere internt i huset, der kender udstyret, og at vores support får færre opkald.
    Alle fejl er dyre for os, og hvis der er udstyr, der ikke virker fredag eftermiddag, nytter det ikke, hvis man først kan ordne det mandag. Det er det, der gør denne branche unik. Det er ikke et spørgsmål om at det, vi ikke når i dag, det når vi i morgen. Det sker bare ikke! Hos Nordic gør vi derfor enormt meget ud af produktionsplanlægningen, så vi undgår fejl. No Show er No Go!,”
    fastslår Torben Sjøberg Pedersen.

    Som en del af den store handel har virksomheden også investeret i 32 bit lydkort, hvilket er med til at fremtidssikre pultene i forhold til de krav, der stilles fra fx amerikanske artister.

    ”At vi har det rigtige udstyr In House i forhold til de riders, vi får tilsendt, gør det meget sjovere, frem for at vi skulle ud og leje det. Og der er stort run på de her pulte,” siger Martin Nørbæk, Senior Sales & Project Manager med det overordnede tekniske ansvar for Nordic´s lydsystemer.

    ”Pultene kom hjem, blev klargjort og registreret, og så ud ad døren på festival. Og der bliver tryk på indtil midten af september med det her udstyr. Derefter går vi på indendørs turnéer og enkeltstående events.”
    De seks nye pulte erstatter en serie ældre udgaver fra samme producent. ”Brugerfladerne og softwaren er meget ens, så det har været et meget nemt skift fra gamle til nye. På den første festival gik jeg rundt den første dag og ydede support, og det gik meget problemfrit.”

    Kim Johansen fra forhandleren KDMC siger: ”DiGiCo sidder godt og solidt på verdensmarkedet, og er den mest udbredte pult i den høje ende af skalaen. Skal man sætte et enkelt ord på deres pulte er det fleksibilitet; de spænder vidt, kan bruges i begge ender af multikablet, og kan skaleres ret nemt. De kan betjenes af de fleste teknikere, og blandt kunderne er der stor efterspørgsel på deres specifikationer. Så set fra et udlejningsfirma er det en god forretning, fordi de er så fleksible. DiGiCo har også været gode til at holde værdien af produktet. På grund af stadige opdateringer, er de ti år gamle pulte rent softwaremæssigt identiske med de nye, så det er et produkt, der holder sig i markedet. Supporten fra producenten i England er super god, så man er aldrig alene med sit problem!”

    Sommeren er over os, og dermed festivalsæsonen. De nye arbejdsheste er for en kort stund tilbage i stalden i Løsning, efter at have debuteret på Jelling og North Side, men lige om lidt vil de være at finde ved store events i både Danmark og det øvrige Skandinavien. De glade koncertgæster vil nok ikke bemærke noget, men for alle de folk, der er ansvarlige for en problemfri afvikling i højest mulige lydkvalitet, vil det være en ekstra tryghed at råde over det bedste værktøj på markedet.

    Tilbage til oversigten

    DISTURBED:
    Fredag d. 3. Maj.
    Nordic leverede lyd og lys produktion til Disturbed i KB Hallen



    MICHAEL McINTYRE:
    Fredag d. 3. Maj.
    Nordic leverede total produktion (lyd, lys, skærme og kamera prod.) da Michael McIntyre optrådte i Royal Arena.

    ROGER HODGSEN:
    Mandag d. 13. Maj.
    Nordic levere lyd og lys produktion til Roger Hodgsen (ex. Supertramp) i Operaen

    Tilbage til oversigten

    Siden 1990 har Middelfart Ungdomsskole hvert år kunnet præsentere en stor musicalopsætning; i 2019 er titlen ”Let Love Rule”, skrevet af Anders Bo Thorsted og instrueret af Carsten Friis.
    Nordic Rentals A/S har igennem næsten samtlige 30 år været med som leverandør af teknik til forestillingerne, og det er en opgave, der trækker på specielle kompetencer i forhold til mange andre af Nordics opgaver. Hele forløbet skal nemlig ses som en del af den læringsproces, eleverne gennemgår på skolen.

    To fyldte trailere fra Nordic Rentals A/S holder bag Vestre Skoles multisal i Middelfart. I løbet af dagen skal deres indhold omskabe sportshallen til et fuldt professionelt udstyret musicalteater, og området vrimler med unge ned til 15-årsalderen, plus ansatte fra ungdomsskolen og den tekniske stab fra Nordic. Projektleder Mogens Pedersen fra Nordic Rentals A/S forsøger at bevare overblikket:

    ”I Middelfart er ungdomsskolens musicals kendte for at holde et meget højt niveau, mht. sang, dans og musik, og oplevelsen at skabe en forestilling helt fra bunden giver de unge en masse ballast at gå videre med”, fortæller han, samtidig med at de sidste flightcases bliver rullet på plads.
    Klokken er 16.15. og det betyder at man er foran tidsplanen. Der skulle gerne være hul igennem inden kl. 22. ”De unge har jo været i skole hele dagen”, smiler Mogens. Med mange års brancheerfaring bag sig, er han selv vant til at arbejde igennem.

    Rock og Rul og læring

    Jimi Klitholm Sandgren er ungdomsskolens teknisk ansvarlige, og det er ham, der hvert år skal vurdere udlejningsfirmaernes tilbud, når musicalsæsonen står for døren:

    ”Vi er her ikke bare for at lave musical, men også for at sørge for, at de unge får en oplevelse og en læring. Så hvis et firma tilbyder at komme med et hold og sætte det hele op selv, så har det ikke nogen værdi for os. De unge skal selv deltage i processen med at bygge noget; det er sådan, at vi kommer ind i en tom gymnastiksal, og når vi er færdige, står vi i en teatersal. Ungdomsskolens primære formål er ikke at producere musicals, men at give de unge oplevelser og lære dem nogle færdigheder. Og det er noget, vi lægger vægt på, når vi snakker med leverandøren. Vi lægger også vægt på, at Nordic kommer med nogle folk, der har en pædagogisk indstilling. De skal være klar på at sætte de unge i sving, og hvis der er særligt teknisk interesserede elever, skal de også kunne tage noget med sig hjem. Det er både Rock og Rul og læring!”

    Klokken er 18, og Linda og Sidsel har taget arbejdshandskerne på igen efter en kort spisepause. Men når ”Let Love Rule” spiller, er Linda en del af den stramt koreograferede dansetrup, og Sidsel styrer tangenterne i bandet. Hvorfor er de her i dag?

    ”Det er hele processen, vi har meldt os ind i, lige fra opstartsmøderne, til det hele er taget ned igen. Alle er en del af det hele, understreger Sidsel, og Linda supplerer: Det styrker fællesskabet, og er mega-hyggeligt. Jeg har læst manuskriptet, og jeg synes det er en mega-fed idé, og det er godt, at vi også er med her i dag, så der ikke bare er nogen, der kommer og sætter det hele op for én. Hvis det skal blive til noget, skal vi også yde noget”.

    En lang proces kulminerer

    Det kan Birgitte Dyrbye Jensen, leder af Middelfart Ungdomsskole bekræfte:

    ”De unge er her simpelthen til det hele slutter, og den sidste krumme er fejet op. De har været i gang siden september, først med at gå til auditions, og derefter med at øve. Så det er en lang proces, der kulminerer med vores forestilling. Nøgleposter som koreograf, orkesterleder, teknisk chef og instruktør er besat med professionelle folk, og desuden har vi et samarbejde med den lokale musikskole, hvor vi fisker talenter. I ungdomshuset Walker har de unge en basis og en tradition for at samles om musikken”

    På musikertribunen bliver der stemt guitarer og trommer og testet inear-monitors, og inde under lysbroen er folkene fra Nordic Rentals A/S, godt assisteret af eleverne, i gang med at montere lamper og sorte bagtæpper. Lyd- og lyspultene er på plads, og lidt efter kl. 21 er man klar til at hejse det hele op under loftet. Gymnastiksalen er transformeret til et professionelt udstyret teater, og forude venter en række prøver, inden de 5 forestillinger løber af stablen.

    ”Vi lægger vægt på, at det hele kører professionelt, men under hensyn til, at vi har at gøre med amatører. Vi er meget opmærksomme på, at der ikke er noget, der går for stærkt. Vi vil ikke have, at nogen kommer til skade, ”

    slutter projektleder Mogens Pedersen.

    Tilbage til oversigten

    Den Ikoniske, halvbueformede bygning på Peter Bangsvej blev oprindelig indviet i 1938 af kong Christian X. En brand lagde den fredede bygning i ruiner i 2011, men i december 2018 kunne Kronprins Frederik foretage den officielle indvielse af den nyopførte hal. Et længe savnet københavnsk sports-og kulturhus er igen i spil. For Nordic Rentals A/S betød det samtidig en mulighed for igen at byde ind med vores ekspertise i disse fornyede, historiske rammer.
    Utallige verdensnavne har betrådt K.B. Hallens gulv; man kan bare nævne The Beatles i 1964. Så højt har barren ligget.
    Men er en hal, der er hjemsted for en boldklub også det ideelle valg som koncertsted, hvad angår akustik og tekniske faciliteter anno 2019? Disse parametre skulle testes under det store åbningsshow 24. januar 2019.

    Nordic Rentals A/S stod for hele pakken på de tre scener, hvor navne som Alex Vargas, Hugo Helmig, Silas Bjerregaard, Katinka og Ude af Kontrol m.fl. vekslede i et næsten ubrudt flow. Aftenens arrangement kan sammenlignes med afviklingen af en festival, hvilket er én af Nordic Rentals spidskompetencer. Den store bagscene er fyldt op med podier, klar til at rulle ind ved sceneskift, og også her klapper alt. Lars Jacob Pedersen, Sales & Project Manager hos Nordic Rentals A/S: ”Det er en super flot hal, rent visuelt, og i forhold til vores arbejde, er der blevet lavet nogle fede ting, fx i loftet, hvor det buede tag selvfølgelig giver nogle udfordringer i forhold til højden ude i siderne. Med hensyn til akustikken, har man virkelig tænkt sig om; der er ingen bulder og rumlen. Som lydmand skal man ikke slås med rummet, og det er rigtig fedt”.

    Preferred Partner

    Nordic Rentals A/S er Preferred Partner for operatørselskabet Venuepoint Live, der står bag hallens arrangementer. Projektchef Peter Buus Hansen fra Nordic Rentals: ”Vi har været igennem en spændende proces med K.B. Hallen, og vi er stolte og glade over at være inviteret med på den rejse, der nu er begyndt. For os er K.B. Hallen en vigtig samarbejdspartner, både med hensyn til live-scenen og corporatemarkedet i hovedstadsområdet. Det er et super interessant sted, som vi forventer os meget af. Det åbner en masse muligheder for os at være til stede på et højt profileret venue, som også vil komme til at rumme fx messer og firmaarrangementer. Der lægges op til et højt aktivitetsniveau; det smitter af på vores forretning, og for K.B. Hallen ligger der en tryghed i, at vi er en stor organisation, der har muskler og knowhow til løfte opgaverne. Hos os køber man netop den tryghed”.


    Lars Jacob Pedersen supplerer: ”For os er det en fordel fremadrettet, at vi lærer forholdene at kende, og kan få trimmet alle de ting, vi støder på. Vi kan fx få indtegnet alle rigningspunkterne, så det bliver hurtigere at gå til for de teams, der skal arbejde med at gøre klar til de næste koncerter. Jo kortere tid, vi skal lægge beslag på hallen, jo billigere er det i sidste ende for kunderne”.

    En del af fremtidens kulturhistorie

    CEO Kasper Busch Lund fra Venuepoint Live udtaler:
    ”K.B. Hallen har siden åbningen i 1938 opbygget en unik position som Københavns mest ikoniske koncert-venue og som et kulturelt fyrtårn for København og Danmark.


    Efter 7 års hårdt arbejde ovenpå branden i 2011 er den nye K.B. Hallen nu genopstået som en topmoderne multifunktionsarena, der både indretningsmæssigt, akustisk og teknisk er klar til at genindtage sin position i live-landskabet og give nye generationer af musik- og kultur elskere ekstraordinære oplevelser, der sætter sig som uforglemmelige øjeblikke.
    Derfor har det også været vigtigt for os at kunne etablere et samarbejde med en solid partner som Nordic Rentals A/S, der med stor erfaring og tilstrækkelig volumen vil kunne løfte de mangeartede opgaver, der indgår i at skrive fremtidens kulturhistorie”.

    Nordic Rentals må siges at være kommet godt fra start i det nye, flotte hus. Senere på ugen kommer næste koncert, efterfulgt af et stort firmaarrangement, og mængden af bookede navne tyder på, at den hæderkronede hal går travle tider i møde.

    Tilbage til oversigten

    To af markedslederne inden for udlejning af lyd, lys, billede og scener i Danmark og Norge,
    Nordic Rentals A/S (DK) og Konsertsystemer LLB A/S (NO) har indgået en aftale om fusion fra 1.januar 2019.

    Vi befinder os i en branche med konstant udvikling, og der er derfor en række fordele ved en fortsat konsolidering af markedet.
    De to virksomheder er meget ens med hensyn til struktur og ledelsesstil, og ikke mindst er vores udstyr kompatibelt. Vi er desuden gået den samme vej i den tekniske udvikling over en årrække.
    I tillæg kan nævnes at de 2 selskabers højsæson ikke er den samme, hvilket betyder øgede synergier i udnyttelse af både udstyr og personale.

    Fusionen mellem Nordic Rentals A/S og Konsertsystemer A/S vil føre til en udvidet kompetence-udveksling og -udvikling, samt et tværfagligt samarbejde på tværs af landegrænserne.
    De to selskaber er begge totalleverandører inden for lyd, lys, billede, og scener, men vil samtidigt supplere og understøtte hinandens tjenester og projekter. En samlet investeringsprofil og en større udnyttelse af den eksisterende udstyrsportefølje, vil øge vores konkurrenceevne og mobilitet.

    Samlet vil selskaberne kunne tilbyde endnu større og bredere kompetencer, have en mere rationel drift og kunne give vores kunder et bredere og bedre totaltilbud på deres produktioner.
    Det vil samtidigt styrke vores selskaber og sikre arbejdspladserne for vores 125 medarbejdere på vores fem lokationer i Løsning, København, Oslo, Bergen og Ålesund i årene der kommer.

    Ud over de fordele som fusionen medfører, bliver der ikke nogen ændringer for vores kunder.

    Begge selskaber vil forsat beholde deres navn og alle ansatte fortsætter i de samme stillinger som de bestrider nu.

    Vi glæder os til et spændende og udviklende 2019, og hvis du har yderligere spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Torben Sjøberg Pedersen på tp@nordic.dk

    Tilbage til oversigten

    Det traditionsrige torv i Københavns hjerte har gennem flere år været præget af metrobyggeriet. Endnu er ikke alle afskærmninger væk, men på en lørdag eftermiddag, sidst i november 2018 er julestemningen ved at indfinde sig. Ikke mindst takket være to af Kongens Nytorvs ikoniske bygninger, Hotel D´Angleterre og det jubilerende Magasin du Nord. Begge er klædt på til fest, men hos Magasin har man i 150-året nytænkt udsmykningen. De 11 vinduer i stueetagen er dekoreret med 2 x 3 meter store LED-skærme fra Nordic Rentals A/S, der i samarbejde med stormagasinet har udviklet denne utraditionelle blanding af infoskærm og stemningsskaber. 

    ”Fra Magasins side havde man ønsket en levende juleudsmykning, fortæller salgs-og Projektleder Peter Abitz fra Nordic Rentals. ”Deres oplæg var 70-tommers skærme, men så lavede vi en prøveopstilling med en 4,8 mm modul opbygget LED skærm og den var de meget begejstrede for”. 

    Skærmene kan både vise video og billede men også via content serveren et stort samlet billede. Lige nu viser de første seks vinduer skiftende stillbilleder, medens de andre på den anden side af hovedindgangen viser forskellige video-sekvenser. 

    Stella Johnsson arbejder med Magasins  Visual Communications Instore, og fortæller om sin oplevelse af forløbet:  

    “Samarbejdet har været rigtig godt fra start af. Fra at teste skærmene ude i Nordic Rentals showroom, til installation og teknisk service efterfølgende, har det hele bare spillet sammen. Der har været super fleksibilitet med hensyn til muligheder og opbygning af modulerne, og forbrug af installationstimer. Vi er glade!” 

     

    Planen er – og indholdet er naturligvis allerede produceret- at der skrues op for julehyggen på billedsiden, når vi kommer ind i december. De mange forbipasserende kan ikke undgå at lægge mærke til de lysstærke skærme i vinduerne, der med indramning af gran og lys kobler tradition og fornyelse. Alle konturer i det store palæ er oplyst, og det flotte syn får mange til at stoppe op og hive mobilkameraet frem. Et blikfang af de mere spektakulære, her midt i den juleparate hovedstad.

    Tilbage til oversigten

    Nordic Rentals står til søs

    VM i sejlsport 2018 finder sted i Aarhus mellem 30. juli og 12. august 2018. Det er suverænt årets største event i Danmark med deltagelse af 1400 sejlere fra 90 nationer og et forventet publikumstal på 400.000. Nordic Rentals leverer en omfattende pakke, der både rummer åbningsshow og afvikling af billede og lyd under selve konkurrencerne.

    Afstanden fra Havnepladsen ud til selve konkurrencernes knudepunkt på Aarhus Ø er på ca. 2 km. Medarbejderne fra Nordic Rentals cykler frem og tilbage for hurtigt at være på pletten i mylderet på byens havnefront, hvor toppen af verdens sejlsportsfolk allerede i flere uger har været til stede for at træne ude på bølgerne.

    Den officielle åbning på Havnepladsen finder sted om et par timer på Havnepladsen. Projektleder René Larsen fra Nordic har overvåget det sidste soundcheck på en scene, der er indrettet på dækket af havundersøgelsesskibet Aurora fra Aarhus Universitet. Skibet ligger fortøjet nogle meter ud fra kajen, og langs vandkanten er der plads til de mange sejlsportsnationer, der enkeltvis sender en fanebærer frem foran publikum.

    ”Teknisk set svarer åbningsshowet til, hvad vi plejer at lave; der er Front- of House, hvor vi styrer lyden udadtil, og en monitorproduktion om bord på båden. Udfordringerne ligger mere i omgivelserne; vi er tæt på et beboelsesområde, og her er masser af færdsel, siger René Larsen.

    Sejlads som publikumssport er speciel ved dét, at det er svært at følge med i hvad der sker ude på vandet. Derfor følges konkurrencerne af kameraer på både, helikoptere og droner, og signalerne ender på storskærme inde på land.

    ”Med i pakken fra Nordic er en OB-produktion; alle de signaler, vi får ind, sender vi ud på de skærme, vi selv har med. Det er et stort areal, vi skal dække, derfor streamer vi signalerne. Vi har halvtreds 50-tommerskærme, der indeholder opdateringer af resultater osv., plus to store skærme helt ude ved Aarhus International Sailing Center på Aarhus Ø, hvor der også er publikumstribuner. Nu er det hele oppe at køre, så det drejer sig bare om at passe det hele, derfor har vi folk, der cykler rundt og holder øje med at alt fungerer som det skal.”

    Under VM vil der løbende være folkefest med underholdning for børn og voksne på en scene i lystbådehavnen; også her står Nordic Rentals for teknikken.
    Et arrangement af denne størrelse involverer mange parter: ”Vi skal forholde os til en hær af danske og udenlandske Tv-produktioner; opgaven lidt speciel, fordi der fx er så meget forskelligt trådløst udstyr, der vil kunne forstyrre hinanden. Men mange af folkene har vi arbejdet sammen med på andre produktioner, så det kører uden problemer.”

    Nordic Rentals er tilstede i Aarhus i tre uger, men forud har ligget en lang proces sammen med Aarhus Events, der er byens indgang for eventaktører. ”Fra kundens side har der været mange forskellige aktører, der er kommet med deres forskellige ønsker, så det har været et intenst forløb, men nu skulle det hele gerne være oppe at køre,” siger René Larsen, inden han springer på cyklen for endnu en inspektionsrunde.


    Åbningsshowet klokken 19.30 omfattede velkomst af borgmester Jacob Bundsgaard, tale af præsidenten for World Sailing Association Kim Andersen, musik med Michael Learns to Rock og Alexander Oscar, flot artistoptræden med Christel Klan Stjernebjerg, og ikke mindst præsentationen af alle deltagende nationer, med den danske fanebærer Anne-Marie Rindom som sidste sejler på catwalken. Behøver vi at sige, at alt klappede? De mange tusinder glade tilskuere kunne overlade pladsen til folkene fra Nordic Rentals, der straks gik i gang med at pille grejet ned.

    Tilbage til oversigten