Alex Vargas i Royal Arena

Danmarks nye stjerne checkede ind i Royal Arena

Royal Arena er Østdanmarks nye, store fleksible kultur – og sportsarena med plads til op mod 16.000 mennesker i de 37.000 m2 etagemeter. Royal Arena er gennemtænkt i sin opdeling af publikums – og servicearealer, og er skabt til at huse mellem 60 og 80 megaevents under tag året rundt.

Nordic Rentals A/S fik mulighed for at prøve kræfter med det nye hus, da ét af de helt store, nyere danske navne, Alex Vargas optrådte foran ca. 6000 tændte fans en kold torsdag aften i februar 2018. Hallens fleksibilitet betyder, at kun halvdelen af publikumsrummet er i brug, medens resten udgør en kæmpe bagscene med rigelig plads til Nordics store lastbiler.

Alex Vargas er vokset op i Usserød nord for København, og har med talent og hårdt arbejde kæmpet sig frem til en bemærkelsesværdig position som én af tidens store sangskrivere og sangere. Hans management, Copenhagen Music, er overbevist om, at rammerne er passende, og blot med sin akustiske guitar og sin sikre vokal, viste Alex Vargas i Royal Arena da også lige fra showstart kl. 21, at han kan tryllebinde en kæmpestor forsamling. Men der kom også hen ad vejen seriøst hul igennem til det store lyd- og lysanlæg, som de tekniske teams fra Nordic Rentals havde bygget op siden klokken 07 samme morgen.

Grundigt forarbejde

Forud for denne koncert har ligget et grundigt forarbejde. Hele opsætningen af lyd og lys er blevet gennemtestet på TAP1, endnu en af Amagers nye kultur – og oplevelsesvenues. Her har Alex Vargas og band sammen med crew og Copenhagen Music haft en enestående mulighed for at gennemøve deres 16 numre lange koncertsæt i samarbejde med teknikerne fra Nordic Rentals og lysdesigneren Theis Wermuth fra Create This.

Inden supportnavnet Maximillian går på kl. 20 er der tid til en lille snak med to af showets nøglepersoner –af den slags, man ikke oplever i projektørlyset.

”Næste år er det tredive år siden jeg lavede mit første job for det, der hed Lydkompagniet. Da var jeg 14 år, fortæller Tue Knudsen, Senior Salgs- og Produktionsleder hos Nordic Rentals”. Han er lige vendt tilbage til Nordic – og dermed til sin gamle branche – efter en årrække med fast arbejdstid – og sted i et arkitektfirma.

”Denne branche har altid været et sted, hvor man kan udvikle sig; der er masser, der som jeg er startet som hjælpere, og som har taget det meget langt. Men siden jeg var her sidst, er branchen blevet meget mere professionel, med ordnede arbejdsforhold osv. Det er stadigvæk sjovt, men nu er det også en branche, man kan blive gammel i!”

Koncerten i Royal Arena er en opgave, der er blevet udbudt i licitation af Copenhagen Music. Nordic Rentals kom med det bedste bud, og så begyndte forarbejdet i form af møder mellem parterne, hvor alle detaljer bliver lagt fast.

”Ude i TAP1 kunne vi gøre hele teknikken turklar, ellers ville vi ikke kunne nå at stille op sådan et sted som her, fortæller den erfarne produktionsleder. ”Tidlig morgen kommer der et riggerteam og fastgør det udstyr, der skal hænge i loftet, og så kommer de øvrige teams med bestemte intervaller, når der er klar til dem. Hovednavnet i dag kom kl. 14 til lydprøve, og det er vigtigt, at de tager sig god tid; det bliver jo ikke meget større end at spille her; næste skridt er Parken, smiler Tue.

Hans mobil ringer. En røgmaskine er stået af – den er altafgørende for lysshowet. I løbet af kort tid er der skaffet en erstatning fra et konkurrerende firma, som oven i købet vil komme ud med den. ”Det er typisk for denne branche: når der er noget, der brænder på, er det ligegyldigt hvilket navn, der står på blusen, siger han.

Lys og lyd skal fortælle den samme historie

Theis Wermuth fra Create This har designet lys for Burhan G, Nephew, Scarlett Pleasure, Saveus, Hugo Helmig m.fl. “Vi vil gerne være med fra start hos de kunstnere, der har lyst til at have lys, for ligesom at vokse sammen med dem. Jeg vil gerne lave shows, hvor musik og lys komplementerer hinanden; jeg skal ikke lave mit eget show, men levere noget, der passer til musikken, så vi fortæller den samme historie.

Samarbejdet begynder typisk med at artisten henvender sig med en turplan og et budget, og så kommer jeg med et oplæg, der forhåbentlig bliver godkendt af artist og management, og så skal vi finde ud af hvem, der skal levere udstyret. Vi har en ønskeliste, der kommer i udbud, og den indeholder detaljer som antal lamper, krav til logistik, op og nedtagning mm.”

Tillid er nøgleordet

Hvordan vinder man en udbudsrunde: Pris, kvalitet eller personlige relationer? Tue siger: ”I denne branche kender alle hinanden – på godt og mindre godt, så ofte er det et spørgsmål om tillid: hvem er man sikker på vil kunne løse opgaven bedst muligt. ”Theis følger op: ”alle og enhver kan købe en masse fine lamper, men det er hele håndteringen af opgaven, som der ikke må være tvivl om. Det handler om at vise hvad man kan, skabe et netværk, og så knokle røven ud af bukserne”.

Theis er meget bevidst om effekten af sit arbejde: ”Det giver et kæmpe sug i maven, når man kan mærke publikums reaktion på det perfekte sammenspil af lys og lyd. Jeg trykker måske bare på en enkelt knap, men der er gået et stort arbejde forud!”

Når Alex Vargas går af scenen efter koncerten, slutter dagen også for Tue og Theis. Turen går hjem til Jylland, men så rykker natholdet ind; 3-4 timer senere er de store lastbiler lastede og klare til at køre grejet på lager, så det er klar til næste opgave.

Tilbage