• English
  • NorthSide 2018

    Når dørene åbner, skal vi være klar til at spille

    Medierne flyder over med 5- og 6-stjernede koncertanmeldelser fra den niende udgave af NorthSide, og der er bred enighed om, at den aarhusianske megaevent med den ambitiøse profil var ”den varmeste, tørreste og flotteste” festival i rækken til dato. Nordic Rentals har været med som leverandør lige siden festivalen fik sin nuværende placering i Ådalen.

    Projektledelse og problemknusning
    Senior Sales and Project Manager Jens Elsborg er overordnet projektleder for Nordics indsats på NorthSide. Han har 35 års erfaring i branchen, og sidder med det overordnede ansvar. Det betyder, at han koordinerer In-House leverandørerne fra Nordic på områderne lys, lyd, led-skærme, transport og scene, og ud over at have lavet et kæmpe planlægningmæssigt forarbejde på det enkelte festivalprojekt, skal han også være problemknuser, når det hele går løs. Han arbejder under en overskrift, der hedder: ”Vi lever ikke i en perfekt verden, men vi kan altid prøve at finde det optimale kompromis på dagen”. Og selv om han tilbringer det meste af festivalen i sit mobile kontor, langt fra musikken, er han som gammel maskinmester ikke bleg for at spæne hen til el-tavlen og fikse en pludselig strømafbrydelse.

    Forarbejdet
    ”Vi modtager Riders fra de enkelte artister; dem gennemgår vi med deres produktionsledere og finder ud af, hvad der er en del af festivalens faste leverancer, og hvad der kræves af tillæg. Bands på turné kan fx have ønsker til et specielt visuelt udtryk, men har ikke det nødvendige udstyr med på tur. Vi får fastlagt, hvad der kan lade sig gøre, både økonomisk og praktisk, og så skal vi have det hele flettet sammen. Alle vil jo gerne det hele, men på et tidspunkt må man slå en streg i sandet” siger Jens Elsborg.

    ” Jeg bruger omkring en måned på preproduktion og detailplanlægning: koordinering af artisternes tekniske behov, intern logistik, tidsplanlægning af leverancer af trailere: hvornår skal de ind, og hvornår bliver de hentet igen. Sideleverancerne kan næsten udgøre en festival i festivalen, og kræver ekstra forberedelse, som fx DJ Richie Hawtin, hvis enorme opsætning vi opbyggede hjemme på lageret to dage før hans optræden”.

    Ingeniørberegninger
    Headlinere som fx Björk har førsteprioritet i forhold til mængder af materialer på scenen. Det er også en af Jens Elsborgs opgaver at få tag-kabalen til at gå op:

    ”Der skal tages højde for udstyrets vægt, og der skal være plads til det hele oppe i konstruktionen. Det meste kan forberedes, andre udfordringer må løses på stedet, men vi må aldrig overskride tagets bæreevne, og der har vi eksterne ingeniører til at regne på tallene i simulationsprogrammer, der både tager højde for vindbelastninger og materialets styrke”.

    Scene show

    Kort kommunikationsvej
    Nordic stiller med ca. 45 medarbejdere på NorthSide, og deres indkvartering, bespisning og transport skal også detailplanlægges. Det hører også under projektchefen. En anden af veteranerne fra Nordic, og én af dem, der skal sørge for at planerne bliver fulgt, er Site-koordinator, Senior Sales and Project Manager Morten Kjeldsen. Han er i gang med sin syvende NorthSide, og er den, der lukker og slukker, når den sidste truck har forladt Ådalen. Morten deler skurvogn og kontor med festivalens egen teknikansvarlige.

    ”Det er ikke normal procedure, men når kontrakten er underskrevet og terningerne er kastede, bør vi have ét fælles ønske – at nå i mål. Vores kommunikationsvej er meget kort, og vi kan lynhurtigt få rettet de fejl, der opstår undervejs. Jeg kender efterhånden alle de nøglepersoner, der er væsentlige for vores produktion, og kan få tingene løst, uden de store problemer. Det er rigtig godt!”

    Nortside2018

    Tingene går lettere i solskin
    Allerede før jul begynder forarbejdet, der eskalerer med mødeaktivitet og detailplanlægning i månederne op til festivalen, indtil selve opbygningen tager fart. Morten Kjeldsen, som er intern leverandør på sceneopbygning, fortæller:

    ”De første folk mødte op lørdag, lossede lastbilerne, målte ud til scenetårnene osv. Søndag gik det for alvor løs, hvor 32 frivillige trådte til for at hjælpe vores 10 medarbejdere med opbygningen. Alt, hvad der er af lys, lyd, sceneopbygning m.m. kommer fra os, og der er ikke mange skruer tilbage på scenelageret derhjemme, når vi samtidig laver Rock Under Broen i Middelfart og Foo Fighters i Göteborg, smiler han.

    ”Min rolle under selve festivalen er ellers rimelig tilbagelænet, og består primært i at kontrollere, at de aftaler, vi har med festivalen, bliver holdt, samt kvalitetssikre leverancerne og være bindeleddet mellem NorthSide og vores firma. Der er også beredskabet i forhold til vejrmæssige udfordringer, selv om der ikke ser ud til at blive noget af den slags i år. Tingene går bare meget lettere i solskin; regnvejr kan sinke processerne helt utrolig meget og dræber motivationen, men der er ikke noget der hedder ikke at være klar til tiden. Når dørene åbner, skal vi være klar til at spille, og det er vi også!